Nyheder
Læser nu
Trykte blade og reklamer vil forsvinde
0

Trykte blade og reklamer vil forsvinde

Skrevet af: Jan Eskildsen25. oktober 2017
Print Friendly, PDF & Email

Overskriften er måske en smule bombastisk. Som tingene har udviklet sig siden årtusindeskiftet, mener jeg ikke desto mindre, at den er realistisk. Aviser holdes udenfor her, selv om en del af dem eksisterer i kraft af tilskud, tilskud som ikke synes at være i fare – medmindre det kommende medieforlig bliver en hidtil uset nyskabelse.

Der er godt gang i hjulene herhjemme, nu med lige så mange i beskæftigelse som i 2008, før krisen satte ind. Alt andet lige plejer det at betyde, at bruttonationalproduktet stiger, hvilket traditionelt betyder en lignende stigning i produktionen af tryksager.
Inden for de seneste uger er der kommer varsler om prisstigninger på flere af de produkter, der er afgørende for trykkerierforretning, herunder deres prisdannelse og konkurrenceevne. Producenter af trykplader og papir har således ladet vide, at priserne er på vej til at stige op til 9 eller 10 procent.

Evindelige portostigninger

I begyndelen af 2000 var statens tilskudsordning for aviser og magasiner et stort diskussionsemne i den trykte medieverden, og bladmarkedet måtte i gang med en omstrukturering på grund af portoens stigning. På det tidspunkt var antallet af postomdelte blade steget til 5.000, som alle var tilskudsberettigede. I 1998 betalte staten i alt 502 millioner kroner i indirekte tilskud til porto, så da regeringen skulle spare penge til et politiforlig, kom forslaget om, at alle publikationer skulle have en portostigning på 13,5 procent ved udsendelse til abonnenterne. En forhøjelse, der trådte i kraft 1. januar 2000. Det gav staten en besparelse på 50 millioner kroner. Det var dog ikke nok, og der måtte lappes på løsningen.

I begyndelsen af 2005 kunne man erfare, at 400 blade ville lukke, efter at portostøtten var forsvundet, men senere førte det ifølge oplysninger fra Dansk Fagpresse til, at det var mellem 500 og 600 blade, der lukkede. I 2005 ændredes portostøtten desuden til, at det kun var blade, der udkom fem gange om ugen, som kunne få støtte. Det medførte, at 19 måneds- og ugeblade mistede støtte

I slutningen af 2007 blev det kendt, at bladdøden truede små foreningsblade, når Post Danmark afskaffede sin særlige magasintakst effektueret pr 1. januar 2008. Særligt små foreningsblade fik problemer, for hvis oplaget var mindre end 3.000 eksemplarer, steg prisen for omdeling til det 5-dobbelte, og billigste mulighed blev at sende bladene som B-breve.

I 2011 justerede Post Danmark sine priser, så det blev dyrere at få uddelt de første eksemplarer af et oplag. Ifølge brancheforeningen Danske Specialmedier ville stigningen i omkostninger til distribution med 20 procent i snit ramme hundredevis de små fag- og foreningsblade, der typisk havde oplag på 3.000 til 10.000.

I perioden er også bogklubber blevet ramt, og mange hjerner har vredet sig med ideer og tanker om, hvordan man fortsat kunne udsende tryksager til abonnenterne, hvilket har medført flere forskellige ordninger, samt i enkelte tilfælde at blade er lukket, før abonnenterne har har fået fuld valuta for deres indbetalte penge.

Mere end nok at kæmpe med

Der har således været nok at kæmpe med i den grafiske branche, hvor virksomhederne konstant skal holde sig opdaterede om de nyeste teknologiske landvindinger og også er tvunget til jævnlige opdateringer af programmel og opgraderinger af udstyr.

Næste søm til kisten er, at PostNord har trukket sig fra markedet for adresseløse tryksager, og at virksomheden FK Distribution herefter har de facto monopol på opgaven. Et monopol hindrer den konkurrence, som kan være med til at holde priserne ned, og det er allerede kendt, at FK Distribution sætter priserne op fra 1. januar 2018.

Hver gang, der kommer en prisstigning udefra, begynder udgivere at overveje, om de kan spare og i bekræftende fald, hvor de kan spare. I mange tilfælde vil luppen blive sat på udgifterne til tryksager og deres distribution.
Forbrugere, udgivere og grafiske virksomheder kan ikke i al evighed trylle portostigninger væk, og når den del af branchen, der står for produktion af de store oplag, samtidig må se i øjnene, at råvarerne stiger, forstår man den frustration, der får direktøren for Grakom til i medlemsbladet Udkom at skrive “Sæt PostNord på Finansloven”.

Når der ikke er ro på omkostningerne til produktion og distribution, er det vanskeligt at planlægge for den kommende periode, og man må frygte for de virksomheder og deres ansatte, som har deres udkomme ved produktion af tryksager til adresseløs forsendelse.

Hvis ikke alt skal ofres på det digitale alter, er det på tide, at nogen sætter sig ned og tænker sig om.

(Kilder: Dansk Fagpresse, Fyens, Journalisten, Udkom).

GW

Hvordan var artiklen?
Love It
0%
Interested
0%
Meh...
0%
What?
0%
Hate It
0%
Sad
0%
Om forfatteren
Jan Eskildsen
Jan Eskildsen
Jan Eskildsen blev udlært typograf 1968 og litografisk trykker i 1971, siden efteruddannet på Den Grafiske Højskole (fra 2008 Danmarks Medie- og Journalisthøjskole) og på Den Journalistiske Efteruddannelse.
Kommentarer

Tilføj en kommentar